På dette link er Nannas billeder desuden blevet uploadet:

http://picasaweb.google.com/106447898724450354613/NannasBilleder#

Da det ligesom er gået lidt i stå på denne blog, bestemte jeg mig for at lægge de to dage op jeg har skrevet om, det kommer så godtnok ikke i rækkefølge, men hva faan. Opfordrer alle andre der har skrevne ting liggende, som bare skal uploades :)

Dag 19

Lørdag d. 24 juli

FRIDAG i Jerusalem!

Nogen startede dagen med at stå tidligt op og gå til Klippemoskeen. Det floppede dog rimeligt meget, da den var lukket af en ukendt årsag. En dejlig morgenfrisk tur fik de dog ud af det! Andre valgte at sove rigtig længe.

Dagen gik for de flestes vedkommende med shopping i suggen (markedet), ture rundt i Jerusalem, Café-besøg, vandpiberygning, læsning, afslapning, blog-skrivning, logbogsskrivning osv osv.

– en fridag var med andre ord rigtig tiltrængt!

Shopping i suggen er noget af en oplevelse. Her findes alt lige fra klapvogne til vandpiber til tørklæder til spil til køkkenredskaber til fisk til grøntsager til øreringe. Duftene er helt specielle, sælgerne har deres egne metoder i forhold til reklame og handel og varmen fra de mange mennesker er til tider forfærdelig.

Nogen af os brugte op til 5-6 timer på det samme hyggelige hotel der lå lige rundt om hjørnet. Vandpiben var god, kagerne var fantastiske, toilettet var rent, øllen var god, hyggen var tilstede, så hvorfor tilbringe tid andre steder end her?

En nødvendig og fortjent dejlig fridag.

/ Karen

Dag 28

Søndag d. 1 august

Hjemrejsedagen startede for mit vedkomne med en blandet følelse i maven. På den ene side en længsel efter at komme hjem til familie og venner, men på den anden side en mærkelig tom følelse over at skulle forlade ME 2010-gruppn og Mellemøsten. Dette var også det, morgenens tjek-inn bar præg af. Oven i købet skulle vi allerede nu sige farvel til festglade Fie, som havde valgt at tilbringe 2 ekstra uger, primært i Palæstina. En lidt trist afsked med Fie blev taget, og derefter gik turen mod lufthavnen.

Da vi kom til lufthavnen, måtte vi først vente en time, før vi kunne begynde at tjekke ind. Da timen endelig var gået, skulle vi igennem security-tjekket – hvilket var en længere affære!

Først blev Kristian Blondie krydsforhørt af en vagt, og derefter blev det Doros tur, så de kunne se om deres historier passede sammen. Derefter var der en del ventetid, inden vi kunne få vores bagage igennem røntgen-scanneren. Dette gik for nogles vedkommende smertefrit, mens andre blev taget til side, og gennemrodet hele deres kuffert/rygsæk. Hos Anna var de overbeviste om at hun havde hemmelige rum, og måtte ydermere stå og fortælle hvad hendes ene bog handlede om. Christine fik gennemrodet hendes ting mindst to gange – tilsyneladende uden grund. Alt dette tog omkring 1 ½ time – heldigvis var vi i god tid!

Efter den ret ubehagelige oplevelse med sikkerhedstjekket, tjekkede vi ind, fik tjekket pas, gik igennem metaldetektorer, fik tjekket pas, og så skulle vi da lige have tjekket pas igen igen!! Jeg mener at jeg talte til, at jeg viste mit pas omkring 8 gange.

Men endelig var vi ”inde” og havde lidt tid til at få noget mad.

Så lettede flyet mod Budapest og derfra til Hamborg. I Budapest var der lidt stress omkring at nå det næste fly mod Hamborg – det lykkedes dog at få alle med.

Endelig nåede vi til Hamborg. Det føltes næsten som at være hjemme – og det var en dejlig fornemmelse, at kunne stå normalt, uden at være våd af sved! Så manglede vi bare vores buschauffør der skulle fragte os til Løgum Kloster, hvor vi skulle tilbringe natten. Men hvor var han?! Det tog os knap en time at finde ham, men det var et glædesfyldt møde, da vi endelig fandt ham! Klokken var måske omkring 22. Klokken ca. 00:30 kunne vi om sider se Løgum Kloster Højskole, og en person med flammende rødt hår stå og vinke i døren (selvfølgelig Vitta). Det var en skøn følelse endelig at være tilbage. Søde Vitta havde sørget for en rugbrødsmad med leverpostej og andre lækkerier – aldrig har en leverdreng smagt så godt!

Vi blev indlogeret og sov rigtig godt den nat. Næste morgen var det tid til at sige farvel. Det blev gjort i god stil med en leg og et ord fra alle til alle om hvad den enkelte havde bidraget med – både generelt og for den enkelte. Det var et trist farvel – men sådan skal det vist være når man har haft 4 så fantastiske uger med så fantastiske mennesker! Middle East  Explorer 2010! Jeg kommer til at savne jer! Men vi ses jo den sidste weekend i september, til et herligt gensyn!

/ Karen

Ørkenvandringen

Denne morgen vågnede vi til en af de varmeste dage på hele turen. Vi havde alle havde pakket den helt store rygsæk. De indeholdte op til 3-4 liter vand, solcreme, hat (både prikkede og farvede), kiks, energi bar, kamera, chips, partisanertørklæde, solbriller og meget mere. Vi havde selvfølgelig også taget det praktiske tøj på, som blandt andet bestod i fornuftige (og meget varme) sko. Vi var altså mere end klar til den store vandretur og stod parat til dagens check-ind, da vores ellers så punktlige guider ikke stod klar 8.45…?

Der spredte sig hurtigt en undren i gruppen da vores guide, der skulle vandre med os i ørkenen, mødte op helt afslappet og nystrøget - uden vand og fornuftige sko! – så vidste vi godt, at den guide ikke var beredt på en 6 timers ørkenvandring! Vores danske guider diskuterede og argumenterede for, at vejret ikke var for varmt, at andre også har vandret i ørkenen, at de havde aftalt med hans bureau, at vi skulle vandre – at der måtte være tale om en kommunikationsfejl, når vandre-guiden sagde, at han ikke skulle vandre og ikke var blevet bestilt til det. Forstærkning blev tilkaldt og løsningen blev, at vi kunne vandre lidt, og dagen blev præget af vandre-guidens kreative undskyldninger, men også af en glæde over, at vi endelig skulle se de smukke bjerge på tæt hold og udfordre vores form (eller mangel på samme).

Vi startede med at bestige et mindre bjerg, hvor der på toppen ventede et kloster. Da vi ankom til klosteret, bankede vi på den store port, og en ældre portner åbnede døren og studerede vores beklædning, som var præget af shorts og undertrøjer (lettere gennemblødte). Vi klædte os anstændigt på og blev fuldt rundt af den eneste munk på klosteret. Han viste os rundt i stilhed og talte kun når tiden var gået, som den allerede gjorde efter 3 minutter i hvert rum… Efter den lynhurtige rundvisning, vandrede vi ned af bjerget igen, og blev fragtet til et ukendt sted i ørkenen.

Vores guide havde overgivet sig, og ville opfylde vores uforståelige ønske om mere ørkenvandring, og havde fundet et sted i ørkenen, hvor vi kunne vandre lidt længere. Guiden pegede ud i det uendelige og forklarede ruten og sendte os så af sted, mens han ventede i den kølige bus … Vi vandrede og bevægede os ned af stejle skranter og op af hårde stigninger, og nød at vi endelig fik lov til at se lidt af ørkenen. Varmen omringede os og vi mærkede, at de planlagte 4-6 timers vandring måske havde været lidt uoverskueligt. Vi afsluttede ruten og blev transporteret videre til et tempel for de første muslimer i landet. Flere gruppemedlemmer ventede i bussen og andre kæmpede sig med ind til en filmvisning om de store smukke mosaikker, som stedet er kendt for. Undertegnede faldt i søvn under filmen (der var aircondition og bløde stole) så yderligere detaljer må desværre undlades…

Vi blev herefter mødt af et fatamorgana – luksushotellet InterContinental, hvor vi blev modtaget af servicemindede medarbejdere, som gav os velkomstdrink og kortene til vores værelser. Værelserne var pretty good - især efter 4 dage på hostel, hvor muk og brok var en del af servicen. Det nye værelse havde to dobbeltsenge, så det betød, at hver person havde sin egen dobbeltseng med skønne dyner – og værelset havde også små gaver, som et sysæt, skopudsningssæt og creme. Vi skyndte os op på værelserne for at hoppe i vores badetøj, og ræsede ned til poolen (som egentlig var flere pools, en jacuzzi, en dødehavspool m.m.). Flere af pigerne kastede sig over solsengene for at arbejde på deres tan, andre badede, mens andre igen nød lidt udenlandsk TV. Vi havde en skøn eftermiddag med drinks og ren afslapning. Enkelte slappede så meget af, at de glemte alt om deres nyhævede penge i lommen, inden de hoppede med hovedet først i poolen… (afslører blot, at det er var mandlig guide). Aftenen stod på endnu mere råhygge med vandpibe, is, kage, øl, sodavand, frugt og meget meget mere…

/Anna Diana

Mandag den 26. juli

I dag var det tid til at tjekke ud af ”luksus” hotellet New Palm Hostel. Dagens hurtige check in bød på et flertal af folk, der glædede sig til at komme ”hjem” eller tilbage til Bethlehem, og nogle få, der ville komme til at savne Jerusalem og de venlige og gæstfrie israelere, vi har mødt. Alle var enige om, at de glædede sig til dagens program, som bød på to spændende oplevelser og en meget rørende en.

Vi mødte Micha, som er co-founder af Breaking the Silence. En gruppe, der er oprettet af israelere, der var med under den 2. intifada, hvor de fortæller om deres oplevelser i militæret og hvilke opgaver en israelsk soldat bliver stillet for. Han fik meget opmærksomhed omkring oprettelsen af denne organisation og flyttede derfor til Australien i fire år for at få lidt fred. Han troede aldrig, han ville komme tilbage til Israel igen. Det kom han dog alligevel og efter det, fik han øjnene op for græsrodsorganisationer, som kæmpede for freden i Israel og Palæstina. Det er i dag det han beskæftiger sig med.

I går blev Micha løsladt fra fængslet, beskyldt for at have angrebet israelske soldater til en fredelig demonstration i Hebron tidligere på ugen. Så han må ikke komme til Hebron de næste hundrede dage. Micha fortalte flere rørende historier om hans tid i militæret, og for mange var det dagen i dag, hvor man fik en bedre forståelse for israelerne, deres mentalitet og handlinger.

Micha førte os hen til en palæstinensisk familie, boende i Østjerusalem, som vi snakkede med. De var blevet smidt ud af deres hjem, 37 familiemedlemmer, i august 2009. I stedet var en jødisk familie flyttet ind. Hver dag samledes familien foran ”deres” hus, hvor de holder til hele dagen. Om aftenen tager de hen til nogle venner og overnatter, for et hjem har de ikke længere selv. Det var meget rørende, at se en familie sidde uden for et hus, som egentligt er deres hjem, overhængt med det israelske flag, uden at de kan gøre noget.

Efter to rørende oplevelser tog vi videre til Hotel Jerusalem, hvor vi snakkede med den danske journalist, Allan Sørensen, der skriver for Kristeligt Dagblad. Han har boet i Israel og Palæstina siden 1996, hvor han kom for at læse. Han blev siden hen taget under vingerne af Steffen Jensen, kendt fra tv2. Han skriver ca. 20 artikler for KD om måneden, og ud over det har han lavet dokumentarfilm og deltager også i DR Udland.

Allan Sørensen fortalte om, hvordan det er at være journalist hernede, og om hvilke historier, der er vigtige at få frem. Alle sugede informationer til sig, og der faldt da også et par røverhistorier eller to, som man ikke kunne have fået andre steder. Vi snakkede om etik, og hvordan det kan være svært at skelne imellem at være journalist på arbejde eller et menneske i situationer, hvor personer er fysisk sårede. Vi rundede også nogle politiske emner og håbede lidt på han havde svaret til løsningen på konflikten. Desværre.

På turen ”hjem” i bussen snakkede vi om, hvad vi har lært af israelerne, som vi vil tage med tilbage til palæstinenserne. Mange af os har lært en masse af at være på den israelske side og har fået en bedre forståelse for begge sider og også for konflikten, og hvorfor den stadig eksisterer. Selv om vi kun havde fire dage i Jerusalem, hvilket slet ikke er nok, er der helt sikkert mange brikker, der er faldet på plads i puslespillet. Men det var nu også dejligt at komme tilbage til ICB, en god seng og de rare palæstinensere. 

(Så lykkedes det mig endelig at finde Pias blogindlæg :D !!! Efter at have fundet ud af at det var på min bærbar dag 20 lå, og efter at have rodet adskillige dokumenter igennem - men her er det! :) /Karen)

Søndag d. 25 juli

Denne dag startede for halvdelen af holdet allerede kl. 7.15 med en sightseeing til klippe- og Al aqse moskeen. Selvom det var meget tidligt og ret varmt for pigerne (der var helt tildækkede) var det turen værd. Efter dette var der en hurtig omgang morgenmad og check in, der i dag bød på forventninger om turen til Sderod.

Fem minutter inden afgang informerede turguiden os om, at der i går blev affyret tre missiler mod Sderod. Dette blev blandet modtaget, og de fleste skulle lige vænne sig til tanken. Turen derned tog ca. 1,5 time, selvom chaufføren gav den rigeligt med gas. Ikke alle i gruppen har vænnet sig til tempoet, bjergkørslen og de mange ujævnheder på vejene.

Første stop var en kibbutz, der virkede rigtig idyllisk, selvom alle huse har et indbygget beskyttelsesrum.

Andet stop var et mindested for faldne israelske soldater. Derefter gik turen til Sderod, hvor vi startede med en solid omgang frokost og diskussion med guiden. Han var meget veltalende og ikke bange for at svare på spørgsmål – heller ikke de kritiske af slagsen. Herefter hørte vi et foredrag af en af Sderods beboere om de dræbte, angreb osv. Efter dette kørte vi forbi en skole, så vi kunne se de forskellige beskyttelsesrum og herefter til en kæmpe indendørs legeplads, hvor der kommer op til 500 børn om dagen.

På vejen hjem gav guiden og chaufføren is – hvilket jo aldrig er af vejen – så hjemturen gik fint, bortset fra et enkelt krisestop pga. maveproblemer hos en af gruppens deltagere…     

Til aften er gruppens deltagere lidt spredt og spiser aftensmad i mindre grupper på cafeer i en af de små hyggelige gader. 

/ Pia

Lørdag d. 24 juli

FRIDAG i Jerusalem!

Nogen startede dagen med at stå tidligt op og gå til Klippemoskeen. Det floppede dog rimeligt meget, da den var lukket af en ukendt årsag. En dejlig morgenfrisk tur fik de dog ud af det! Andre valgte at sove rigtig længe.

Dagen gik for de flestes vedkommende med shopping i suggen (markedet), ture rundt i Jerusalem, Café-besøg, vandpiberygning, læsning, afslapning, blog-skrivning, logbogsskrivning osv osv.

– en fridag var med andre ord rigtig tiltrængt!

Shopping i suggen er noget af en oplevelse. Her findes alt lige fra klapvogne til vandpiber til tørklæder til spil til køkkenredskaber til fisk til grøntsager til øreringe. Duftene er helt specielle, sælgerne har deres egne metoder i forhold til reklame og handel og varmen fra de mange mennesker er til tider forfærdelig.

Nogen af os brugte op til 5-6 timer på det samme hyggelige hotel der lå lige rundt om hjørnet. Vandpiben var god, kagerne var fantastiske, toilettet var rent, øllen var god, hyggen var tilstede, så hvorfor tilbringe tid andre steder end her?

En nødvendig og fortjent dejlig fridag.

/ Karen

Fredag den 23. juli

En fredag i Jerusalem. Nye indtryk og indsigter. F.eks. at mobiltelefonpolitik, som det at sætte sin mobil på lydløs eller undlade at tage den, er et forholdsvis ukendt begreb blandt oplægsholdere i både Palæstina og Israel.  At katte og deres afkom lister omkring på vandrehjem, gader og stræder og gerne vil socialisere med alle, alt imens de ikke skænker den danske fødevarestyrelse en tanke og virker ligeglade med en potentiel sur Smiley på vegne af deres vært, vores vandrehjem. At ventetid er ventet i Jerusalem.  At israelere er gæstfrie, glade for at være israelere og værner om deres ret til at være det.

En fredag i Jerusalem. Fredagsbøn for muslimer og shabbatindkøb og –middag for jøder (og os som inviterede).

 Dagens første punkt på programmet  var besøg på en Hand on Hand skole, hvor israelske jøder og israelske arabere går på samme skole, i samme klasser og lærer om hinandens sprog, kultur, historie og religion. Distinktionen mellem israelske jøder og arabere er ifølge vores oplægsholder på skolen, og det palæstinensiske mindretal, som er blevet israelske statsborgere i Israel, kaldes generelt ofte arabere og ikke palæstinensere i netop Israel. Målet med Hand on Hand skolen er blandt andet at nedbryde skel og fordomme grupperne imellem og modsat skolerne i enten Israel eller Palæstina – at undervise i begge narrativer (den israelske, den arabiske (palæstinensiske)) til alle børn. Skolen vægter også undervisning i media, kommunikation og ledelse med henblik på at udstyre eleverne med de bedste redskaber til at klare sig godt efterfølgende. Den første Hand on Hand skole åbnede i 1998, og den største ligger i Jerusalem med 500 elever.

 Eftermiddagens program efter en kort bustur i Mea Shearimkvarteret hvor særligt ultra ortodokse /hasidiske jøder bor, og efter en lækker pizza til frokost, var en gåtur med Tomer, en ung israelsk studerende, der er aktiv i Stand with us – en organisation der ganske kort formuleret er meget pro-israelsk og ønsker at vise verden den bedste side af Israel. Tomer tog os med i Jerusalems kvarter, Mahane Yehuda, hvor et kæmpe marked bebor gaderne, og hvor det myldrede med mennesker, der for manges vedkommende handlede ind til shabbatmiddagen fredag aften.

 Eftermiddagen var uden fast program, og vi delte os i to grupper, en større og en mindre. Den større tog til en fast fredagsdemonstration i Sheik Jarrah for at sympatisere med de palæstinensere, der har mistet og mister deres hjem til israelske bosættere i Jerusalem. Demonstrationen har stået på i et år nu. Værd at nævne er, at de fleste af demonstranterne er israelere, der demonstrerer mod ’deres egne’, bosætterne.

Den anden og mindre gruppe satte sig med Tomer på en sjælden grøn græsplæne med en friskpresset frugtjuice og hørte om hans synspunkt og tanker angående Palæstina/Israel. Ligesom alle andre israelere har Tomer været tre år i hæren fra 18-21 (kvinder behøver kun at være der to år) – og efterfølgende, ligesom størstedelen af de israelere vi har mødt, har han rejst verden rundt i et par år. Han virker gæstfri (havde f.eks. brugt sin formiddag på at handle ind til en stor shabbatmiddag om aftenen for os 14 danskere), imødekommende og nogenlunde fordomsfri generelt, og udover at sympatisere med Stand with us organisationens imperativ, så er han med i organisationen for at få erfaring, spændende kurser og noget at skrive på CV’et. Han indrømmende, at muren/separationshegnet er noget lort og at det er synd, den er der. Samtidig påpegede han, at den fra Israels side desværre er nødvendig af sikkerhedsmæssige grunde. Noget han fremhævede et par gange var det synspunkt, at Israel fra sin begyndelse havde elsket sig selv højere, end det havde hadet sine fjender og af den grund havde klaret sig godt økonomisk m.m. i modsætning til sine omkringliggende lande, der for manges vedkommende, ifølge Tomer, havde hadet Israel mere, end de havde elsket sig selv.

Om aftenen var vi i en reformert synagoge og sang os igennem en lille time i en rummelig og varm atmosfære med reformerte jødiske familier i en stor fyldt sal. Melodiøst og smukt.

Tomer havde inviteret os og nogle venner til shabbatmiddag om aftenen, og mens vi sad under en teltdug og træer og indtog et overdådigt måltid, der måtte have taget hans mor hele dagen at tilberede, så lærte vi israelerne lidt bedre at kende. F.eks. understregede de alle, at de var sekulariserede jøder og næsten aldrig havde fejret shabbat. De fortalte også, at de elsker Israel, og at det er det eneste land de føler sig hjemme i – også selvom de alle havde rejst verden rundt og nogenlunde nydt hvert sekund af rejsen. Uanset hvor de dog rejser hen, siger de, at de møder modstand mod Israel eller had og fordomme over for jøder. Israel er det eneste sted, ifølge dem, hvor de kan være dem, de er.

Dagen sluttede sent – for manges vedkommende sluttede fredag faktisk lørdag. Men når først israelere begynder at snakke jysk og lærer at sige: ”jeg er firs, jeg er fra landet, men alligevel” - så er det lettere at snakke generelt. Og, det er jo blandt andet derfor vi er her.

/Christine

Torsdag d. 22. juli

Torsdag morgen stod vi klemt sammen i check-pointet mellem Betlehem og Jerusalem. De lokale kæmpede for at komme foran i den lange kø gennem de to metaldetektorer, taskescanneren, fingeraftryklæseren, identitetstjekket og tjekket af deres udgangstilladelser. Om morgenen og eftermiddagen skal alle de heldige med arbejdstilladelser igennem check-pointet for at arbejde på den israelske side af muren. Der er plads til at sende to køer af palæstinensere igennem check-pointet af gangen, men i stedet for åbner og lukker de israelske soldater køerne skiftevis i højre og venstre side så de må spæne frem og tilbage fra den ene udgang til den anden for at komme igennem. Det var meget frustrerende at stå med sit rødbedefarvede pas og vide at vi bare kunne valse igennem uden problemer, mens de lokale må toppes om at komme igennem for at tjene til dagen og vejen. 3 kvarter senere var vi på vej til Jerusalem for at møde den pro-israelske organisation ”Stand with us”, som skulle vise os rundt i Jerusalem og fortælle os deres fremstilling af situationen i Israel/Palestina.

Vi tjekkede ind på New palm hotel ved siden af Damaskus gate. Hotellet var rimelig dårligt og hotelfatteren var crazy, men vi endte med at opgradere vores sovesale til hotellets bedste værelser med egne kolde bade og skimmelsvampe i loftet.

Da vi havde smidt vores bagage på værelset gik vi udenfor og ventede på bussen i 40 minutter. Derefter gik turen til folkekirkensnødhjælps hemmelige hovedkontor i Jerusalem. Der fik vi en indsigt i hvad organisationen laver i de palæstinensiske områder og hvordan situationen er for de lokale.

Udenfor nødhjælpsbunkeren ventede vi på bussen i en time. Chaufføren skabte lidt panik i vores program og vi måtte udskyde mødet med vores lokale kontakt Daphna og vores guide som skulle vise os rundt på en ’oly sights tour. Guiden talte en mystisk blanding af hebraisk og engelsk, hvor han undlod at udtale h’er. Vi så gravkirken, grædemuren og ellers bød turen på en gennemgang af de første zionistiske bosættelser omkring Jerusalem fra slutningen af 1800-tallet.

Aftenen stod på en rimelig højrøstet diskussion mellem os og et par unge israelere om hvem der havde ret til landet og om muren og palæstinensernes vandresurser. Den mest åbne israeler Ran argumenterede for at alle israelere ville have fred og alle palæstinenserne ville have krig. Når man konfronterede ham med muren, den grønne linie, vandresurser og check-points svarede han med: ”Funny you say that!” og fortsatte derefter i sit eget spor. Med andre ord endte min aften ikke med en større forståelse for israelernes sag – tværtimod. 

/Kristian Mark