Da det ligesom er gået lidt i stå på denne blog, bestemte jeg mig for at lægge de to dage op jeg har skrevet om, det kommer så godtnok ikke i rækkefølge, men hva faan. Opfordrer alle andre der har skrevne ting liggende, som bare skal uploades :)

Dag 19

Lørdag d. 24 juli

FRIDAG i Jerusalem!

Nogen startede dagen med at stå tidligt op og gå til Klippemoskeen. Det floppede dog rimeligt meget, da den var lukket af en ukendt årsag. En dejlig morgenfrisk tur fik de dog ud af det! Andre valgte at sove rigtig længe.

Dagen gik for de flestes vedkommende med shopping i suggen (markedet), ture rundt i Jerusalem, Café-besøg, vandpiberygning, læsning, afslapning, blog-skrivning, logbogsskrivning osv osv.

– en fridag var med andre ord rigtig tiltrængt!

Shopping i suggen er noget af en oplevelse. Her findes alt lige fra klapvogne til vandpiber til tørklæder til spil til køkkenredskaber til fisk til grøntsager til øreringe. Duftene er helt specielle, sælgerne har deres egne metoder i forhold til reklame og handel og varmen fra de mange mennesker er til tider forfærdelig.

Nogen af os brugte op til 5-6 timer på det samme hyggelige hotel der lå lige rundt om hjørnet. Vandpiben var god, kagerne var fantastiske, toilettet var rent, øllen var god, hyggen var tilstede, så hvorfor tilbringe tid andre steder end her?

En nødvendig og fortjent dejlig fridag.

/ Karen

Dag 28

Søndag d. 1 august

Hjemrejsedagen startede for mit vedkomne med en blandet følelse i maven. På den ene side en længsel efter at komme hjem til familie og venner, men på den anden side en mærkelig tom følelse over at skulle forlade ME 2010-gruppn og Mellemøsten. Dette var også det, morgenens tjek-inn bar præg af. Oven i købet skulle vi allerede nu sige farvel til festglade Fie, som havde valgt at tilbringe 2 ekstra uger, primært i Palæstina. En lidt trist afsked med Fie blev taget, og derefter gik turen mod lufthavnen.

Da vi kom til lufthavnen, måtte vi først vente en time, før vi kunne begynde at tjekke ind. Da timen endelig var gået, skulle vi igennem security-tjekket – hvilket var en længere affære!

Først blev Kristian Blondie krydsforhørt af en vagt, og derefter blev det Doros tur, så de kunne se om deres historier passede sammen. Derefter var der en del ventetid, inden vi kunne få vores bagage igennem røntgen-scanneren. Dette gik for nogles vedkommende smertefrit, mens andre blev taget til side, og gennemrodet hele deres kuffert/rygsæk. Hos Anna var de overbeviste om at hun havde hemmelige rum, og måtte ydermere stå og fortælle hvad hendes ene bog handlede om. Christine fik gennemrodet hendes ting mindst to gange – tilsyneladende uden grund. Alt dette tog omkring 1 ½ time – heldigvis var vi i god tid!

Efter den ret ubehagelige oplevelse med sikkerhedstjekket, tjekkede vi ind, fik tjekket pas, gik igennem metaldetektorer, fik tjekket pas, og så skulle vi da lige have tjekket pas igen igen!! Jeg mener at jeg talte til, at jeg viste mit pas omkring 8 gange.

Men endelig var vi ”inde” og havde lidt tid til at få noget mad.

Så lettede flyet mod Budapest og derfra til Hamborg. I Budapest var der lidt stress omkring at nå det næste fly mod Hamborg – det lykkedes dog at få alle med.

Endelig nåede vi til Hamborg. Det føltes næsten som at være hjemme – og det var en dejlig fornemmelse, at kunne stå normalt, uden at være våd af sved! Så manglede vi bare vores buschauffør der skulle fragte os til Løgum Kloster, hvor vi skulle tilbringe natten. Men hvor var han?! Det tog os knap en time at finde ham, men det var et glædesfyldt møde, da vi endelig fandt ham! Klokken var måske omkring 22. Klokken ca. 00:30 kunne vi om sider se Løgum Kloster Højskole, og en person med flammende rødt hår stå og vinke i døren (selvfølgelig Vitta). Det var en skøn følelse endelig at være tilbage. Søde Vitta havde sørget for en rugbrødsmad med leverpostej og andre lækkerier – aldrig har en leverdreng smagt så godt!

Vi blev indlogeret og sov rigtig godt den nat. Næste morgen var det tid til at sige farvel. Det blev gjort i god stil med en leg og et ord fra alle til alle om hvad den enkelte havde bidraget med – både generelt og for den enkelte. Det var et trist farvel – men sådan skal det vist være når man har haft 4 så fantastiske uger med så fantastiske mennesker! Middle East  Explorer 2010! Jeg kommer til at savne jer! Men vi ses jo den sidste weekend i september, til et herligt gensyn!

/ Karen