Bag(om) muren

Middle East Explorer 2010

Notes

Dag 1 og 2

Velkommen til vores nyoprettede blog. Den kommer til at indeholde alt hvad man kan ønske sig at vide om om vores forestående rejse til landet, der flyder med mælk og honning, og hvor konflikterne står i kø for at blive forstået.

Vi er 14 danskere, bragt sammen fra nær og fjern på Løgumkloster Højskole. Vi rejser d. 12. juli, men inden da, skal vi pumpes op med informationer og historier om Israel/Palæstina samtidig med at vi skal lære hinanden at kende.

Vi mødte hinanden i går, da alle ankom til højskolen klokken 16 nul dut. Aftenen gik med rundvisning, spisning og lær-hinanden-at-kende-lege. Vi gennemgik på post-its vores fears and hopes og motivation for at rejse af sted til netop dette sted. Her kom det frem at mange frygtede diarré og solstik, mens de glædede sig til eksotisk mad og alle de udfordringer og grænseudvidende oplevelser der ligger og venter. Vi fik afkræftet myten om at selvmordsbomberne lurer bag hvert gadehjørne - en gang for alle - og snakket lidt om hvilken længde det er smart at vælge på shortsene. Til slut var der bål og ivrig diskussion mellem dejlige mennesker.

Dag 2 startede med et ekstremt højt energiniveau. Alle deltagere meldte sig klar under morgenens “følelses-check-in”. Det høje energiniveau var vigtigt, da dagens program stod på en hardcore gennemgang af Palæstinas historiske og politiske udvikling. Den historiske gennemgang stod Helle og Kristian Enemark for. Vi startede i det Osmanniske rige i slutningen af 1800-tallet og nåede frem til i dag. Eftermiddagens program blev dikteret af mellemøstguruen Michael Irving Jensen, som gav en passioneret gennemgang af den politiske udvikling i Palæstina gennem tiden. Det var en gennemgang, der bød på uendeligt mange afstikkere, temposkift, fortælletekniske finesser og udtryk som “kraft-ede-mæ”.

Med trætte hjerner brugte vi aftenen på brainstorm og workshops.

Nu er der fodbold og fri leg!!!!!

Ses i morgen.

/Marie, Doro og Kristian Mark