Torsdag d. 22. juli

Torsdag morgen stod vi klemt sammen i check-pointet mellem Betlehem og Jerusalem. De lokale kæmpede for at komme foran i den lange kø gennem de to metaldetektorer, taskescanneren, fingeraftryklæseren, identitetstjekket og tjekket af deres udgangstilladelser. Om morgenen og eftermiddagen skal alle de heldige med arbejdstilladelser igennem check-pointet for at arbejde på den israelske side af muren. Der er plads til at sende to køer af palæstinensere igennem check-pointet af gangen, men i stedet for åbner og lukker de israelske soldater køerne skiftevis i højre og venstre side så de må spæne frem og tilbage fra den ene udgang til den anden for at komme igennem. Det var meget frustrerende at stå med sit rødbedefarvede pas og vide at vi bare kunne valse igennem uden problemer, mens de lokale må toppes om at komme igennem for at tjene til dagen og vejen. 3 kvarter senere var vi på vej til Jerusalem for at møde den pro-israelske organisation ”Stand with us”, som skulle vise os rundt i Jerusalem og fortælle os deres fremstilling af situationen i Israel/Palestina.

Vi tjekkede ind på New palm hotel ved siden af Damaskus gate. Hotellet var rimelig dårligt og hotelfatteren var crazy, men vi endte med at opgradere vores sovesale til hotellets bedste værelser med egne kolde bade og skimmelsvampe i loftet.

Da vi havde smidt vores bagage på værelset gik vi udenfor og ventede på bussen i 40 minutter. Derefter gik turen til folkekirkensnødhjælps hemmelige hovedkontor i Jerusalem. Der fik vi en indsigt i hvad organisationen laver i de palæstinensiske områder og hvordan situationen er for de lokale.

Udenfor nødhjælpsbunkeren ventede vi på bussen i en time. Chaufføren skabte lidt panik i vores program og vi måtte udskyde mødet med vores lokale kontakt Daphna og vores guide som skulle vise os rundt på en ’oly sights tour. Guiden talte en mystisk blanding af hebraisk og engelsk, hvor han undlod at udtale h’er. Vi så gravkirken, grædemuren og ellers bød turen på en gennemgang af de første zionistiske bosættelser omkring Jerusalem fra slutningen af 1800-tallet.

Aftenen stod på en rimelig højrøstet diskussion mellem os og et par unge israelere om hvem der havde ret til landet og om muren og palæstinensernes vandresurser. Den mest åbne israeler Ran argumenterede for at alle israelere ville have fred og alle palæstinenserne ville have krig. Når man konfronterede ham med muren, den grønne linie, vandresurser og check-points svarede han med: ”Funny you say that!” og fortsatte derefter i sit eget spor. Med andre ord endte min aften ikke med en større forståelse for israelernes sag – tværtimod. 

/Kristian Mark