Fredag den 23. juli

En fredag i Jerusalem. Nye indtryk og indsigter. F.eks. at mobiltelefonpolitik, som det at sætte sin mobil på lydløs eller undlade at tage den, er et forholdsvis ukendt begreb blandt oplægsholdere i både Palæstina og Israel.  At katte og deres afkom lister omkring på vandrehjem, gader og stræder og gerne vil socialisere med alle, alt imens de ikke skænker den danske fødevarestyrelse en tanke og virker ligeglade med en potentiel sur Smiley på vegne af deres vært, vores vandrehjem. At ventetid er ventet i Jerusalem.  At israelere er gæstfrie, glade for at være israelere og værner om deres ret til at være det.

En fredag i Jerusalem. Fredagsbøn for muslimer og shabbatindkøb og –middag for jøder (og os som inviterede).

 Dagens første punkt på programmet  var besøg på en Hand on Hand skole, hvor israelske jøder og israelske arabere går på samme skole, i samme klasser og lærer om hinandens sprog, kultur, historie og religion. Distinktionen mellem israelske jøder og arabere er ifølge vores oplægsholder på skolen, og det palæstinensiske mindretal, som er blevet israelske statsborgere i Israel, kaldes generelt ofte arabere og ikke palæstinensere i netop Israel. Målet med Hand on Hand skolen er blandt andet at nedbryde skel og fordomme grupperne imellem og modsat skolerne i enten Israel eller Palæstina – at undervise i begge narrativer (den israelske, den arabiske (palæstinensiske)) til alle børn. Skolen vægter også undervisning i media, kommunikation og ledelse med henblik på at udstyre eleverne med de bedste redskaber til at klare sig godt efterfølgende. Den første Hand on Hand skole åbnede i 1998, og den største ligger i Jerusalem med 500 elever.

 Eftermiddagens program efter en kort bustur i Mea Shearimkvarteret hvor særligt ultra ortodokse /hasidiske jøder bor, og efter en lækker pizza til frokost, var en gåtur med Tomer, en ung israelsk studerende, der er aktiv i Stand with us – en organisation der ganske kort formuleret er meget pro-israelsk og ønsker at vise verden den bedste side af Israel. Tomer tog os med i Jerusalems kvarter, Mahane Yehuda, hvor et kæmpe marked bebor gaderne, og hvor det myldrede med mennesker, der for manges vedkommende handlede ind til shabbatmiddagen fredag aften.

 Eftermiddagen var uden fast program, og vi delte os i to grupper, en større og en mindre. Den større tog til en fast fredagsdemonstration i Sheik Jarrah for at sympatisere med de palæstinensere, der har mistet og mister deres hjem til israelske bosættere i Jerusalem. Demonstrationen har stået på i et år nu. Værd at nævne er, at de fleste af demonstranterne er israelere, der demonstrerer mod ’deres egne’, bosætterne.

Den anden og mindre gruppe satte sig med Tomer på en sjælden grøn græsplæne med en friskpresset frugtjuice og hørte om hans synspunkt og tanker angående Palæstina/Israel. Ligesom alle andre israelere har Tomer været tre år i hæren fra 18-21 (kvinder behøver kun at være der to år) – og efterfølgende, ligesom størstedelen af de israelere vi har mødt, har han rejst verden rundt i et par år. Han virker gæstfri (havde f.eks. brugt sin formiddag på at handle ind til en stor shabbatmiddag om aftenen for os 14 danskere), imødekommende og nogenlunde fordomsfri generelt, og udover at sympatisere med Stand with us organisationens imperativ, så er han med i organisationen for at få erfaring, spændende kurser og noget at skrive på CV’et. Han indrømmende, at muren/separationshegnet er noget lort og at det er synd, den er der. Samtidig påpegede han, at den fra Israels side desværre er nødvendig af sikkerhedsmæssige grunde. Noget han fremhævede et par gange var det synspunkt, at Israel fra sin begyndelse havde elsket sig selv højere, end det havde hadet sine fjender og af den grund havde klaret sig godt økonomisk m.m. i modsætning til sine omkringliggende lande, der for manges vedkommende, ifølge Tomer, havde hadet Israel mere, end de havde elsket sig selv.

Om aftenen var vi i en reformert synagoge og sang os igennem en lille time i en rummelig og varm atmosfære med reformerte jødiske familier i en stor fyldt sal. Melodiøst og smukt.

Tomer havde inviteret os og nogle venner til shabbatmiddag om aftenen, og mens vi sad under en teltdug og træer og indtog et overdådigt måltid, der måtte have taget hans mor hele dagen at tilberede, så lærte vi israelerne lidt bedre at kende. F.eks. understregede de alle, at de var sekulariserede jøder og næsten aldrig havde fejret shabbat. De fortalte også, at de elsker Israel, og at det er det eneste land de føler sig hjemme i – også selvom de alle havde rejst verden rundt og nogenlunde nydt hvert sekund af rejsen. Uanset hvor de dog rejser hen, siger de, at de møder modstand mod Israel eller had og fordomme over for jøder. Israel er det eneste sted, ifølge dem, hvor de kan være dem, de er.

Dagen sluttede sent – for manges vedkommende sluttede fredag faktisk lørdag. Men når først israelere begynder at snakke jysk og lærer at sige: ”jeg er firs, jeg er fra landet, men alligevel” - så er det lettere at snakke generelt. Og, det er jo blandt andet derfor vi er her.

/Christine