Ørkenvandringen

Denne morgen vågnede vi til en af de varmeste dage på hele turen. Vi havde alle havde pakket den helt store rygsæk. De indeholdte op til 3-4 liter vand, solcreme, hat (både prikkede og farvede), kiks, energi bar, kamera, chips, partisanertørklæde, solbriller og meget mere. Vi havde selvfølgelig også taget det praktiske tøj på, som blandt andet bestod i fornuftige (og meget varme) sko. Vi var altså mere end klar til den store vandretur og stod parat til dagens check-ind, da vores ellers så punktlige guider ikke stod klar 8.45…?

Der spredte sig hurtigt en undren i gruppen da vores guide, der skulle vandre med os i ørkenen, mødte op helt afslappet og nystrøget - uden vand og fornuftige sko! – så vidste vi godt, at den guide ikke var beredt på en 6 timers ørkenvandring! Vores danske guider diskuterede og argumenterede for, at vejret ikke var for varmt, at andre også har vandret i ørkenen, at de havde aftalt med hans bureau, at vi skulle vandre – at der måtte være tale om en kommunikationsfejl, når vandre-guiden sagde, at han ikke skulle vandre og ikke var blevet bestilt til det. Forstærkning blev tilkaldt og løsningen blev, at vi kunne vandre lidt, og dagen blev præget af vandre-guidens kreative undskyldninger, men også af en glæde over, at vi endelig skulle se de smukke bjerge på tæt hold og udfordre vores form (eller mangel på samme).

Vi startede med at bestige et mindre bjerg, hvor der på toppen ventede et kloster. Da vi ankom til klosteret, bankede vi på den store port, og en ældre portner åbnede døren og studerede vores beklædning, som var præget af shorts og undertrøjer (lettere gennemblødte). Vi klædte os anstændigt på og blev fuldt rundt af den eneste munk på klosteret. Han viste os rundt i stilhed og talte kun når tiden var gået, som den allerede gjorde efter 3 minutter i hvert rum… Efter den lynhurtige rundvisning, vandrede vi ned af bjerget igen, og blev fragtet til et ukendt sted i ørkenen.

Vores guide havde overgivet sig, og ville opfylde vores uforståelige ønske om mere ørkenvandring, og havde fundet et sted i ørkenen, hvor vi kunne vandre lidt længere. Guiden pegede ud i det uendelige og forklarede ruten og sendte os så af sted, mens han ventede i den kølige bus … Vi vandrede og bevægede os ned af stejle skranter og op af hårde stigninger, og nød at vi endelig fik lov til at se lidt af ørkenen. Varmen omringede os og vi mærkede, at de planlagte 4-6 timers vandring måske havde været lidt uoverskueligt. Vi afsluttede ruten og blev transporteret videre til et tempel for de første muslimer i landet. Flere gruppemedlemmer ventede i bussen og andre kæmpede sig med ind til en filmvisning om de store smukke mosaikker, som stedet er kendt for. Undertegnede faldt i søvn under filmen (der var aircondition og bløde stole) så yderligere detaljer må desværre undlades…

Vi blev herefter mødt af et fatamorgana – luksushotellet InterContinental, hvor vi blev modtaget af servicemindede medarbejdere, som gav os velkomstdrink og kortene til vores værelser. Værelserne var pretty good - især efter 4 dage på hostel, hvor muk og brok var en del af servicen. Det nye værelse havde to dobbeltsenge, så det betød, at hver person havde sin egen dobbeltseng med skønne dyner – og værelset havde også små gaver, som et sysæt, skopudsningssæt og creme. Vi skyndte os op på værelserne for at hoppe i vores badetøj, og ræsede ned til poolen (som egentlig var flere pools, en jacuzzi, en dødehavspool m.m.). Flere af pigerne kastede sig over solsengene for at arbejde på deres tan, andre badede, mens andre igen nød lidt udenlandsk TV. Vi havde en skøn eftermiddag med drinks og ren afslapning. Enkelte slappede så meget af, at de glemte alt om deres nyhævede penge i lommen, inden de hoppede med hovedet først i poolen… (afslører blot, at det er var mandlig guide). Aftenen stod på endnu mere råhygge med vandpibe, is, kage, øl, sodavand, frugt og meget meget mere…

/Anna Diana